Archive for april 2008

Nu kan det være nok!


Nu er der ikke nogen undskyldning for det mere; det er tid til at rydde op og gøre rent i min ungkarlelejlighed. Normalt er jeg meget tolerant overfor rod hist og her, men der er dog grænser. Nu er mit hjem nået til det punkt, hvor selv jeg bliver frustreret. Og jeg har ikke nogen god undskyldning for ikke at bruge min søndag på at få muget ud. Jeg har ikke flere maleriprojekter der skal gøres færdige eller sympati-menstruationssmerter at kæmpe med. 

Så god søndag til alle. Jeg skal lige ringe til kommunekemi og advare dem, og så gå igang med forårsrengøringen! 

Add comment søndag 13 april 2008

Det forsømte bonzaitræ


Som i måske så tidligere, så hoppede Pustetrolden rundt og legede i mit bonzaitræ. Jeg holder meget af blomster og planter. Men at holde liv i dem, er en helt anden sag. Dette bonzaitræ bortførte jeg fra min mor, da det så lidt forsømt ud hos hende. Men jeg må indrømme, at det havde flere og grønnere blade, inden det flyttede ind hos mig. Jeg opgiver dog ikke, og kæmper videre. 

Add comment torsdag 10 april 2008

Pustetrolden


Dette er pustetrolden, som gør sig til i vindueskarmen. Han følger mig i min dagligdag, og hygger sig gerne i inderlommen på min jakke. En pustetrold er en fyr, som kan trøste en når man er ked af det. Bare man puster på den.

Add comment torsdag 10 april 2008

Christinas fødselsdag!


Hurra!!! Så blev det Christinas fødselsdag idag. Man må jo ikke spørge eller tale om en dames alder, så jeg kan desværre ikke fortælle hvad hun fylder idag. Kan kun fortælle at det rimer på stenogfredive. Jeg, og resten af redaktionen, ønsker den unge dame et stort tillykke på dagen, og glæder sig til lagkage i weekenden.

P.s – ørepropper er fundet frem til en evt. SingStar-dyst.

Add comment tirsdag 8 april 2008

Morgenstund har guld i mund


Nuvel, det er søndag, helligdag og jeg har ingen presserende aftaler eller planer for idag. Vejret er middelmådigt, så der er ingen dårlig samvittighed over, ikke at nå at få det meste ud af dagens solskin. Men alligevel, så opdagede jeg til min skræk, at klokken var 15 da jeg vågnede. Jeg skulle stå op, trække i tøjet og drikke min morgenkaffe, når naboerne gik ind, trak havehandskerne af og drak eftermiddagskaffe.

 

Og nej, jeg har ikke været i byen og bumle den hele natten. Og jeg sidder ikke med en ondsindet omgang tømmermænd og fremmede telefonnumre skrevet på min arm. Ja, jeg sad oppe til ret sent på natten og nød stilheden. Men jeg kunne heller ikke falde i søvn. Jeg vil mene at det er en ond cirkel jeg er kommet ind i. Kan ikke falde i søvn om natten og kan heller ikke vågne om morgenen. To gange i ugens løb er jeg decideret kommet for sent til mine aftaler (synes det er skrækkeligt pinligt, når der bliver ringet til een og spurgt, om man havde tænkt sig at komme idag). To gange er jeg stået op i sidste øjeblik, så jeg ikke har nået mine daglige runtiner med at kontrollere at kaffemaskinen er slukket, askebægret ikke kan udvikle sig til en skovbrand samt at jeg har alt i mine jakkelommer og taske. Rutiner jeg skal gøre to eller tre gange, før jeg kan komme ud af døren. Seriøst er jeg blevet spurgt, om jeg har tænkt på OCD. Og det har jeg, men må stadig lige tygge på den, så den må jeg vende tilbage til senere.

 

Men tilbage til det med ikke at kunne komme ud af sengen i god tid. Jeg kan simpelthen sove mig fra mit vækkeur for tiden. Jeg ved at jeg har sat alarmen til om aftenen, og jeg kan se at jeg har hamret på det op til flere gange om morgenen. Men jeg har ingen erindring om det. Når jeg siger vækkeur, så taler jeg om den indbyggede alarm i min mobiltelefon. Jeg har skiftet alarmtonen ud flere gange. Fra eventyrlig musik, så jeg kunne få fornemmelsen af at være i en Disneyfilm. Sådan en hvor helten eller heltinden slår vinduet op til solskin, grønne bakker og hoppende kaniner og dådyr. Eller jeg har prøvet heltemusik, der kunne give mig fornemmelsen af, at jeg skulle påføre mig en snusket hat og en pisk og finde glemte skatter. Telefonens alarm er lige pt. sat på techno, og når jeg kan sove fra den slags larm, så er den altså virkelig gal. Alternativt står jeg nu og overvejer at købe et gammeldags vækkeur, en clockradio med snoozefunktion samt leje Helsingør Pigegarde som supplement til at få mig ud af fjerene om morgenen.

 

Et andet alternativ kunne være disse to vækkeure, jeg fandt på Bim Bam Bananas hjemmeside. Det ene spreder skødesløst puslespilsbrikker ud i rummet, og alarmen stopper først, når man har fundet og samlet brikkerne igen. Det virker sikkert ganske godt, men jeg tror jeg vil blive alt for stresset af det i den sidste ende. Det andet alternativ er et vækkeur der udsender en ringetone med op til 113db, samt har en vibrator til hovedpuden. Her er jeg dog bange for, at det ender med at jeg får sure blikke fra mine naboer, der render rundt med vat i ørene.

 

Nåh, i sidste ende handler det om, at jeg må se at få vendt den uheldige tiltstand jeg er i. To meget gode og vigtige råd er, at man skal holde sig fra kaffe og sukker om aftenen. Men, suk, den slags afholdenhed er lige pinefuld nok til mig.

Add comment søndag 6 april 2008

Next Posts Previous Posts


Det støvede arkiv

De 5 nyeste

Undersider

Blogroll